Lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig, også kendt som Generalen, blev født 17. november 1760 på Bjørnemose i Svendborg og døde 18. marts 1832 på Tranekær Slot. Han ligger begravet i Tovlykke lystskov og var dansk lensgreve, godsejer og officer.

Hans far var lensgreve Christian Ahlefeldt, som i 1785 ved Højesteret havde fået tilkendt arveretten til Grevskabet Laurvig (nutidens Larvik) i Norge og dermed navnet Ahlefeldt-Laurvig. Hans mor var Elisabeth Juel. Og hans broder var Jens Juel Ahlefeldt-Laurvig.

Han blev opdraget af sin bedstefar fra 1767 på Tranekær og blev her undervist af huslærere. Fra fødslen havde han et løjtnantspatent, og blev allerede i sit 12. år løjtnant ved det franske regiment Deux Ponts i Strasbourg og blev 1772 indskrevet ved universitetet i Kiel. I 1774 blev han ved siden af studierne ritmester i Danske Livregiments dragoner. Han blev major i 1788 og stod som sådan ved Smålenske Dragonregiment juli 1789 i prins Carl af Hessens stab efter at have taget del i felttoget mod Sverige. Han blev oberstløjtnant 1791 og da han ved arv blev en af landets største godsbesiddere, blev hans militærkarriere stillet à la suite i 1793. À la suite betyder at han midlertidigt er trådt ud af tjenesten (“står uden for nummer”) med ret til at genindtræde med samme grad, som han havde ved udtrædelsen. Og sådan stod han indtil 1801, da han afgik fra regimentet og blev ansat som kommandør for den langelandske landeværnsbataljon.

Som kommandør for Langelandske landeværnsbataljon organiserede han i 1801 hele øens væbning og stod direkte under kronprinsen. I 1802 blev han generalmajor over landeværnet på Langeland, m.m. Under de spanske troppers ophold på øen lykkedes det ham ved sit mod og sin koldblodighed at undgå kompromitterende sammenstød mellem hans egne og de spanske tropper, og i 1802 udnævntes han til generalmajor af kavaleriet og blev året efter hvid ridder. (En hvid ridder er en adelig, som har modtaget Dannebrogsordenen). Under krigen med England blev han general for hele Fyn og Langeland. Med stort held lykkedes det ”Generalen” ved hjælp af små fiskerbåde at føre tropper gennem den engelske blokade til Lolland fra Langeland.

I 1808 blev han også à la suite i hæren, men vedblev at føre kommandoen over landeværnet på Langeland, Tåsinge og Ærø. Og i 1813 udnævntes han til generalløjtnant med en aktiv kommando, som chef for en hærdivision. Tillige havde “Generalen” et mere end venskabeligt forhold til hoffet og kongefamilien på Amalienborg.Og kong Frederik VI, der satte stor pris på generalen, udnævnte i 1815 ham til chef for Fynske Regiments lette dragoner. I 1830 tog han afsked med hæren.

Generalens største interesse var dog ikke hæren men teatret. “Teatergal” har enkelte benævnt ham. Som udstationeret i Slesvig fra 1792–98 var han intendant ved Carl af Hessens hofteater på Gottorp slot, som han drev frem til at være et af Tysklands førende teatre. Og som general i Odense overtog han sammen med Grev Trampe fra Løgismose ledelsen af Odense Teater. Han var en habil skuespiller, operasanger og skuespilforfatter. På Tranekær Slot oprettede han siden et teater og sin helt egen teatertrup, som endda på et tidspunkt kunne konkurrere med ”Det kgl. Teater” i København, hvor hans egen fætter var teaterchef.

Som herremand var han reformvenlig. I perioden fra 1791-1813 afskaffede han således hoveriet. (Hoveri er betegnelsen for fæstebønders og husmænds pligtarbejde for deres godsejer.) Fra 1810 indførte han efterhånden fast akkord (en aftale mellem en godsejer og en fæstebonde om, at aflønningen udregnes på baggrund af bondens resultater) for alle tiender (en person som betaler en slags skat til godsejeren 25 gange om året). I tiden fra 1791-1820 lod han alt godset omstille til de nye tider. Generalen var yderst populær blandt de langelandske borgere og bønder.

Han reformerede det langelandske landbrug og udflyttede de gamle fæstegårde. Da det lokale langelandske kvæg blev udryddet af sygdom, var det ham, der fik Holland til at sende nye besætninger til øen. Samtidig hidkaldte han 3 hollandske, gifteklare og dygtige kvindelige mejerister og oprettede 3 mejerier samt en sukkerfabrik.

Han opførte det meste af Tranekær by. Landevejen blev udvidet til 2 spor, så når han mødte postvognen, skulle ingen af vognene ud i marken. Hans vogn blev altid ført af et 6-spand (altså 12 heste, 2 og 2 ved siden af hinanden). Og det er mange heste, også på det tidspunkt.

Han oprettede et lærerseminarium, byggede skoler og hævede levestandarden for alle lag. Bønderne fik lov til at sælge deres overskydende råvarer til hertugdømmerne og Ærø, som var på det tidspunkt var selvstændige under den danske krone, hvilke også betød, at de havde deres egen bankunion, som greven gav dem lov til at sætte deres penge i. Greven måtte ikke selv sætte sine penge i unionens banker, da han stod lige under den danske krone.

Det betød, at da staten Danmark gik ”statsbankerot” i 1813, var det kun greven, der blev fattig. De langelandske bønder var nogle af de rigeste i landet. De opførte sig som om, ingenting var hændt, og levede lidt syndigt. Nogle historikere siger, at kongen sendte Grundtvig (som levede som huslærer på Egeløkke Gods i 3 år fra 1803 til 1805, hvor han også prædikede i Bøstrup kirke) tilbage til Langeland, for at fortælle borgerne på Langeland, at de skulle tænke på al den fattigdom og sult, resten af landet led under.

Både Grundtvig og Oehlenschläger gæstede Tranekær Slot. Oehlenschläger skrev en digtsamling i 1804 på Langeland (Langelands-Reise) og i Stengade Skov ved Langelands østkyst står et gammelt bøgetræ, som i turistmateriale benævnes Oehlenschlägers bøg. Det siges, at digteren skrev nationalsangen her og at bøgen var inspiration til “..det står med brede bøge, nær salten østerstrand.” Sangen er skrevet i 1819 eller 1823; der oplyses begge årstal ude på nettet.

På generalens tid taler vi kun om landet på Langeland og ikke om byen Rudkøbing, som var en købstad, som kunne ”klare sig selv” ifølge greven.

Da Greven læste i Kiel, beskæftigede han sig en del med videnskab som f.eks. studiet af øjets sygdomme. Han var også uddannet jordemoder og var næsten uddannet læge, da han blev kaldt tilbage til Tranekær. På Langeland fik han status som læge; de indfødte ville hellere tilses af generalen end af lægen i Rudkøbing, som var meget kendt for sin kniv.

Generalen indførte et vaccinationsprogram for øens beboere. Da der døde mange børn og møer i barselsengen, hidkaldte han igen 3 nye hollandske unge kvinder til øen, denne gang gifteklare og dygtige jordemødre, for at forhindre børnedødeligheden.

Han restaurerede de langelandske kirker og indkaldte fremmede håndværkere, hvis spor endnu den dag i dag kan ses på Langeland.

Men samtidens økonomiske forfald efter statsbankerotten sammenholdt med generalens ødselhed førte til, at han allerede i 1805 måtte søge bevilling til at afhænde det norske grevskab Laurvig til kongen, hvilken der blev givet tilladelse til, mod at han deponerede en fideikommiskapital. Senere førte det til, at Generalens brodersøn i 1832 som arving i første omgang nægtede at overtage Tranekær Slot. Efter en tænkepause slog han dog til, men bosatte sig i mange år i et mindre hus, og kun på grund af megen flid og sparsommelighed i flere år kunne Tranekær Slot igen bebos.

Generalens familieforhold:
Generalen blev gift den 1. gang 29.7.1785 på Himmelmark med Louise Charlotte Hedemann, (født 21.5.1762 på Himmelmark, død 30.3.1812 i Kbh). Deres ægteskab blev opløst i 1809.

Han blev gift 2. gang 17.4.1816 på Ålykkegård med Ida Catharine Leth, (født 5.1.1798 på Ålykkegård, død 6.6.1871 på Lille Grundet), men også dette ægteskab blev opløst.

Kilder: Forskellige sider på nettet, http://www.denstoredanske.dk/, http://da.wikipedia.org/ og vandrehistorier fra lokalbefolkningen. Jeg har omskrevet siderne i år 2014.

Jeanette Pichardt.